Benjamin Koppel udgiver nyt album med Daniel Humair
Den danske saxofonist Benjamin Koppel har inviteret den legendariske franske trommeslager, Daniel Humair, med i det musikalske spændingsfelt på sit nye jazzalbum QUATRE, TROIS, DEUX, UN. Musikken er inspireret af billedkunstneren Poul Pedersen, også kaldet Bogstavtyven, der er kendt for sin leg med tal og bogstaver.
Nedtællingen kender vi fra raketaffyringer, eksplosioner og andre begivenheder, som vi ikke ved hvor ender. Vi tæller ned til det uventede, hvad enten der tælles ned til start, en ny begyndelse eller den absolutte opløsning. Over dette spændingsfelt har Benjamin Koppel komponeret ti musikstykker, som leger med nedtællingens dimensioner.
Cd’en, der bærer den franske titel ”QUATRE, TROIS, DEUX, UN”, består af ti kompositioner delt op i fire kvartetnumre, tre trionumre, to duetter og et enkelt solonummer. Antallet af musikere reduceres gradvist i takt med cd’ens musikalske forløb.
Inspireret af Bogstavtyven
Benjamin Koppel har taget udgangspunkt i en billedserie af den danske billedkunstner Poul Pedersen, bosat i Paris igennem 35 år. Poul Pedersen er også kendt som Bogstavtyven, fordi han ”stjal” bogstaver fra berømte malerier og genbrugte dem i sine egne værker.
Konkret har Koppel ladet sig inspirere af det firdelte maleri QUATRE, TROIS, DEUX, UN, som hænger på Randers Kunstmuseum i Danmark. Poul Pedersens skitser hænger hjemme i Koppels dagligstue og danner forlæg for både musik og albumcover.
”Den stringente, minimalistiske komposition i billederne har inspireret mig til at komponere musikken til det her album, fordi hans billeder i al enkelthed rummer et stort filosofisk spørgsmål om foranderlighed, kommunikation og det uventede. For hvad sker der efter 4,3,2,1 – nedtællingen?”, fortæller Benjamin Koppel.
Koppel tildelt fransk ridderorden
Albummet er endnu et frugtbart resultat af det fransk-danske samarbejde gennem de sidste syv år mellem Daniel Humair og Benjamin Koppel.
Koppels mangeårige musikalske arbejde i Frankrig og resten af verdenen førte i sommeren 2011 til, at han også blev tildelt den fornemme franske orden ”Ordre des Arts et des Lettres” af Frankrigs kulturminister, og han kan nu kalde sig ridder af ordenen for kunst og kultur. Læs mere.
Åbner jazzfremstød i Paris
På udgivelsen medvirker, udover Humair, pianisten Jacob Anderskov, som Koppel har spillet flere koncerter med i Paris, og Thommy Andersson på kontrabas, der er Koppels faste samarbejdspartner fra bl.a. den anmelderroste duo-cd ”Suddenness of Inventivity”, der udkom tidligere i år
Alle fire fungerer som solister på albummet, hvor nøgleordene er lydhørhed, instinktiv opfindsomhed og ageren på idéer og inputs musikerne imellem.
Vil man opleve kvartetten live, skal man tage til koncert i Det Danske Hus i Paris, hvor de åbner JazzDanmarks fremstød for dansk jazz i Paris den 23.-27. November 2011.
Lydbid
QUATRE 1 fra “QUATRE TROIS DEUX UN”
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Cd’en udkommer den 23. november på Cowbell Music.



