Benjamin Koppel er blevet tildelt den fornemme franske orden ”Ordre des Arts et des Lettres” for sin indsats for fransk og international kultur. Den officielle overrækkelse finder sted på den franske ambassade i København d. 29. februar. 

Den franske ambassadør i Danmark og en lang række danske kulturpersonligheder vil være til stede, når saxofonist Benjamin Koppel officielt modtager den franske ridderorden ”Ordre des Arts et des Lettres”. Det sker ved et arrangement for særligt inviterede den 29. februar på Den franske ambassade i København.

Under receptionen spiller Benjamin Koppel et musikstykke med faren og 50 års jubilaren, Anders Koppel på klaver.

Læs: Anders Koppel hyldet af publikum og musikere under Valby Vinter Jazz

Benjamin Koppel har fået titlen som tak for sin store indsats for fransk og international kultur. Det er Frédéric Mitterand, Frankrigs kulturminister, som uddeler titlen, og den danske musiker kan nu kalde sig Chevalier de L´Ordre des Arts et des Lettres, ridder af ordenen for kunst og kultur.

Samlet har 265 udlændinge modtaget udmærkelsen i 2011. Der er en lang tradition for at give hæderstitlen til internationale kunstnere. Både T.S. Eliot, Bob Dylan, Nadine Gordimer, Patti Smith, George Clooney, Kylie Minogue, Jude Law, Jeanne Moreau, Michael Caine, Roger Moore, Ray Bradbury, Nan Goldin og Clint Eastwood er blevet udnævnt siden ordenens oprettelse i 1957.

Ordenen gives til kunstnere, som har ydet en særlig indsats for udviklingen af kunst og litteratur i Frankrig og resten af verden.

Følg med i offentliggørelse af programmet på www.valbysummerjazz.dk 

JazzNyt 

Der er enkelte musikere der har så stærkt et personligt og kunstnerisk udtryk, at man ikke er i tvivl om, hvem de er når man hører dem. Jazzen er rig på eksempler, specielt blandt de døde. Herhjemme har vi også musikere der er  klare og tydelige i deres udtryk. En af dem er Anders Koppel. Han er ikke jazzmusiker men har altid hentet megen inspiration i arbejdet med improviseret musik.

Nu har jeg rålyttet til de to plader som jeg for nylig modtog fra Cowbell Records. Begge er med Anders Koppel i hovedrollen. Der er 35 år mellem de to udgivelser. Solodebut-pladen Aftenlandet og Regnbuefuglen kom i 1977 efter at Anders Koppel havde forladt Savage Rose. Han havde sammenfaldende med dette dannet gruppen Bazaar med Peter Bastian, Flemming Quist Møller og Mehmet Ozan. De medvirker alle på debutpladen. Allerede der kan man høre, hvilken vej Anders Koppel har valgt. Hans karakteristiske orgel, der havde sat sit præg på Savage Rose er letgenkendeligt. Bazaar der herefter var en del af Anders Koppels musikalske virke er en musikalsk bro mellem de to udgivelser.

Når man hopper frem til den aktuelle udgivelse er det stadig umiskendeligt meget Anders Koppel. Sønnike Benjamin har skrevet al musikken på albummet der har titel fra et citat, der står på døren til Bowery Poetry Club i New York. Den amerikanske jazzpianist Kenny Werner er med på klaver og Jacob Andersen på percussion. Det er et forrygende samarbejde som far og søn har begået. Benjamin spiller både på altsaxen og den unikke mezzosopransax. Han kan spille smooth og til tider kan han lyde som Peter Bastian. Anders Koppel er som humlebien. Han får Hammondorgelet til at flyve, hvor de fleste nok vil mene at det er ganske umuligt. Jacob Andersens percussionspil er mere afdæmpet og roligt end Flemming Quist Møllers mere heftige udladninger i Bazaar. Kenny Werners intuitive klaverspil er med til afrunde den fine musik.

Everything is subject to change er en flot hyldest til en af dansk musiks store og unikke personligheder.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

JazzNyt 

Der er enkelte musikere der har så stærkt et personligt og kunstnerisk udtryk, at man ikke er i tvivl om, hvem de er når man hører dem. Jazzen er rig på eksempler, specielt blandt de døde. Herhjemme har vi også musikere der er  klare og tydelige i deres udtryk. En af dem er Anders Koppel. Han er ikke jazzmusiker men har altid hentet megen inspiration i arbejdet med improviseret musik.

Nu har jeg rålyttet til de to plader som jeg for nylig modtog fra Cowbell Records. Begge er med Anders Koppel i hovedrollen. Der er 35 år mellem de to udgivelser. Solodebut-pladen Aftenlandet og Regnbuefuglen kom i 1977 efter at Anders Koppel havde forladt Savage Rose. Han havde sammenfaldende med dette dannet gruppen Bazaar med Peter Bastian, Flemming Quist Møller og Mehmet Ozan. De medvirker alle på debutpladen. Allerede der kan man høre, hvilken vej Anders Koppel har valgt. Hans karakteristiske orgel, der havde sat sit præg på Savage Rose er letgenkendeligt. Bazaar der herefter var en del af Anders Koppels musikalske virke er en musikalsk bro mellem de to udgivelser.

Når man hopper frem til den aktuelle udgivelse er det stadig umiskendeligt meget Anders Koppel. Sønnike Benjamin har skrevet al musikken på albummet der har titel fra et citat, der står på døren til Bowery Poetry Club i New York. Den amerikanske jazzpianist Kenny Werner er med på klaver og Jacob Andersen på percussion. Det er et forrygende samarbejde som far og søn har begået. Benjamin spiller både på altsaxen og den unikke mezzosopransax. Han kan spille smooth og til tider kan han lyde som Peter Bastian. Anders Koppel er som humlebien. Han får Hammondorgelet til at flyve, hvor de fleste nok vil mene at det er ganske umuligt. Jacob Andersens percussionspil er mere afdæmpet og roligt end Flemming Quist Møllers mere heftige udladninger i Bazaar. Kenny Werners intuitive klaverspil er med til afrunde den fine musik.

Everything is subject to change er en flot hyldest til en af dansk musiks store og unikke personligheder.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Gaffa 

Instinktivt let samspil mellem de fire instrumentalister ændrer ikke ved, at deres cd er introvert

Idéen er måske god. Men i realiseret form er den fortænkt.

Jazzsaxofonisten Benjamin Koppel har – inspireret af Poul Pedersens maleri med samme titel – fået den idé at indspille et album, hvorpå antallet af medvirkende musikere gradvist reduceres fra Quatre (fire) til Un (en). En fiks idé, som også leder tankerne hen på allehånde nedtællinger.

Men… hvilken funktion nedtællingen har på albummet Quatre, Trois, Deux, Unforbliver en gåde for lytteren.

Bedst er det helt at glemme albummets titel og nøjes med at lytte til den instrumentale jazzmusik, som indledningsvist sættes i søen af kvartetten: Benjamin Koppel på saxofon, Daniel Humair på trommer, Jacob Anderskov på klaver og Thommy Andersson på bas. Og dog… det er som om musikken heller ikke i sig selv er så let at få hold om. Det er som om, den forbliver resultatet af et introvert samspil. Som om den forbliver af en karakter, som er vanskelig at holde opmærksomheden på. Nok er der ingen tvivl om, at de fire dygtige musikere er lydhøre overfor hinanden og instinktivt formår at følge hinanden. Men kontakten til lytteren? Den halter.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Berlingske 

Berlingskes musikredaktion har udvalgt årets bedste klasiske udgivelser. “Ud af musikken” blev nummer seks. 

6. Benjamin Koppel og Casper Rongsted: »Ud af musikken« (255 sider plus CD på Gyldendal Business)
Samarbejdet mellem den klodekendte musiker og konsulenten er det rene guld: En medrivende forening af jazz og klassisk, af erindringer og erkendelser, af suveræn sansning og dannet sprogbrug – og et enestående eksempel på dannelse uden snobberi. Noget af det bedste om musik på dansk i et tiår.

Læs anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Gaffa 

Læseværdig, men også ujævn bog om musikken som fænomen

Benjamin Koppel er jazzsaxofonist og -komponist, men – viser det sig – også en glimrende fortæller. Casper Rongsted, hans medforfatter på Ud af musikken (en titel som helt åbenlyst refererer til Peter Bastians Ind i musikken fra 1987), er ifølge bogens omslag “ekspert i formidling, læring og motivation” – men han er i realiteten knap så god en fortæller. Tilsammen har de to ikke desto mindre skrevet en læseværdig, men altså også ujævn bog på baggrund af førstnævntes praktiske erfaringer med musik og sidstnævntes “analytiske viden” om selvsamme.

At bogen fremstår ujævn hænger sammen med, at “saxofonisten” formidlingsmæssigt er stærkere end “eksperten”. At “saxofonisten” simpelthen har mere på spil, er mere engageret og har en egentlig praktisk erfaring at berette ud fra. Koppel er helt åbenlyst en, der har tænkt over sin egen musik og over musikken som fænomen. De afsnit i bogen, som han har skrevet, emmer derfor også af kærlighed til musikken, hvor Rongsteds afsnit emmer af trivialitet.

Bogen er læseværdig. Men primært fordi, Koppel forsøger at sætte ord på den magi, musikken rummer. Da dét – lang hen ad vejen – lykkes ham, er bogen i sidste ende læseværdig.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Gaffa 

Vellykket vokaljazzalbum af to danske søskende og deres amerikanske sidemen

Marie Carmen Koppel er Danmarks største soul- og gospelsangerinde. Men hun er også en sangerinde, der ved flere lejligheder har optrådt på den danske jazzscene og flere gange har markeret sig som en af vores potentielt største jazzsangerinder. Hendes vokale spændvidde er til prædikatet, præget som den er af teknisk tyngde og kunstnerisk troværdighed.

Det er imidlertid først nu, hun på cd for alvor springer ud som jazzsangerinde og i øvrigt kan høres sammen med sin lillebror, Benjamin Koppel, der er en af Danmarks bedste jazzsaxofonister.

De to søskendes første fælles cd er indspillet i USA med en håndfuld amerikanske stjernemusikere – pianisten Kenny Werner, bassisten Scott Colley og trommeslageren Jonathan Blake. Materialet, som de to søskende for størstedelens vedkommende selv har skrevet, er drævende, velturnerede jazzballader med klare melodilinjer og ganske udmærkede tekster. Mest vellykket fremstår en ballade som Delightfull Laziness, idet den åbner space til såvel vokal som samspil og soli. Den ballade og cd’en som helhed er ganske enkelt vellykket.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

JazzNyt 

Søskende kærlighed 

På et eller andet tidspunkt skulle den jo komme. Pladen hvor de to musikalske Koppel-søskende mødes musikalsk. Benjamin har allerede medvirket på flere af Marie Carmens plader. På denne plade er de begge i front og jazzen er stilen og de gør det også med stil. Pladen er indspillet i Brooklyn i selskab med en supertrio. Benjamins musikalske venskab med pianisten Kenny Werner er allerede dokumenteret på 3 forskellige albums og adskillige koncerter. Her har Werner taget topmusikerne Scott Colley på bas og Johnathan Blake på trommer med.

11 af pladens 12 numre er originaler. Pladens afslutningsnummer er standarden When I fall in love. Benjamin og Marie Carmen har skrevet flertallet mens Chris Potter har lavet en enkelt og Kenny Werner har lavet to. Potter’s A pleasant thought er et forrygende nummer, jeg uden tøven ville sætte på min heavy rotation playliste, hvis jeg var natjazzradiovært. Sax- og pianosoli eksekveres med usvigelig sikkerhed og Marie Carmens fyldige soulstemme får plads til at frasere.

Marie Carmen Koppel er godt etableret som gospelsangerinde og springet til jazzen er selvfølgelig ikke ubesværet. Hun holder heldigvis fast i det hun kan. Hun synger med overbevisende sikkerhed og farver musikken med gospel og r’n'b-inderlighed. Koppel og Werner-trioen holder sig hjemme på jazzmåtten. De spiller med en melodisk lethed og sammen har de skabt et album der kan finde et bredt publikum.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Kulturkongen.dk 

Tammi Øst kan ikke bare spille forrygende teater. Hun er også en vidunderlig sangerinde og musikalsk fortolker, hvilket man får demonstreret på den nye Cd ØST.

Her synger hun digte og tekster af Søren Ulrik Thomsen, Suzanne Brøgger og Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Digtene har Tammi omskrevet og sat musik til og det er der kommet et tankevækkende og finurligt album ud af.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Politiken  

Alberte Winding – Rå magi

I den stik modsatte ende af armbevægelsesskalaen har Alberte Winding inviteret til kaffe og musik hjemme i domicilet ’Fjerde til venstre’, og det er der kommet et lille musikalsk mirakel af et album ud af.

Det er med afstand det mindst producerede af de tre plader, men som et kludetæppe af små kollektivistiske sammenhold er den afsindig vellykket. Af hensyn til naboerne er albummet indspillet akustisk, og i centrum står Alberte Windings karakteristisk klare stemme assisteret af en række gæstevokalister.

Den helt store positive overraskelse er samarbejdet med den københavnske dj og musiker in spe Rosa Lux på den æterisk stemningsfulde nattelivshymne ’Min klub først’.

Det er svært ikke at sende en kærlig tanke til salig Kjeld Tolstrup i de nærmest profetiske linjer »Festen er en del af mit blod/ Jeg planter mit flag der, hvor du engang stod«, men det er også både sejt og modigt af Winding at begive sig ind på ungdommens territorium uden at tabe hverken ansigt eller autoritet.

I albummets periferi spøger et sønderknust hjerte, der er formidlet på så elegant og velartikuleret vis, at det er meget svært at sidde uberørt tilbage.

Sange som ’Kom lille løgner’, det næsten ubærligt afhængige afsavn på den ulykkeligt forelskede ’Længes’ og ikke mindst singlekvadet til den nyslåede ensomhed ’Alene igen’ er underspillede, men ikke desto mindre fremragende eksempler på, hvor få midler der skal til for at skabe rå magi, og det er præcis, hvad Alberte Winding gør på ’Fjerde til venstre’.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________

Gaffa 

Lidt for sødt og blødt, pænt og pussenusset julealbum fra en af landets bedste sangerinder

Jeg er ikke i tvivl: Marie Carmen Koppel er en af Danmarks absolut bedste sangerinder. Hun er i besiddelse af et fantastisk organ, og hun forstår at bruge alle dets nuancer. Alene af den grund er jeg fuld af forventninger, når hun udsender et nyt album. Og dét har hun nu gjort. A Merry Little Christmas er, som titlen indikerer, et album med julemusik, og ikke uventet et album med Koppels versionering af store engelsksprogede juleklassikere såsom Silent Night, White Christmas, Oh Come All Ye Faithful, The Christmas Song og Have Yourself A Merry Little Christmas.

Og ja… Marie Carmen Koppel er stadig det tætteste, vi i Danmark kommer på Aretha Franklin. Hun har stadig et fantastisk organ. Og hun formår stadig at gøre selv store klassiske sange til sine egne. Her – i arrangementer, der sine steder emmer af gospel (Silent Night), sine steder af smooth jazz (The Christmas Song). Men… nok skal julen helst være sød og blød, men det hele går hen og bliver lidt for sødt og blødt, lidt for pænt og pussenusset. Og i virkeligheden… ligegyldigt. Det er det nye albums problem. Men… lur mig, om det ikke alligevel bliver en ny klassiker.

Se anmeldelsen her

________________________________________________________________________________________________________