Koncerter
______________________________________________
1. november 2011
Koncert med Bazaar i Musikhuset Århus
Timingen kunne næppe have været bedre: Deres Udsendte havde just og med stor fornøjelse læst Flemming Quist Møllers anbefalelsesværdige og righoldigt illustrerede selvbiografi “Rytmeflip og abestreger – et liv i fantasiens tjeneste” og var således blevet mindet om eksistensen af Bazaar, alias Anders Koppel, Møller og Peter Bastians legende og innovative trio som med mellemøstligt fortegn gjorde sig i hvad man men en lidt flydende betegnelse kalder Verdensmusik, længe inden det ord overhovedet var bragt i spil. Og minsandten, om ikke gruppen så annoncerede en af deres efterhånden sjældne koncerter tredive minutter fra min hoveddør. Altså: af sted til Musikhusets Lille Sal, på flugt fra et knugende gråvejr i mere end én forstand.
Det er efterhånden 35 år siden, de tre makkere søsatte projektet – oprindeligt sammen med den tyrkiske strengevirtuos Mehmet Ôzan, som i de år også markerede sig med ensemblet Istanbul Express og siden eksempelvis som gæstemusiker på Sebastians “Tusind og én nat” fra ’84. Trediveårs-jubilæet blev markeret med den kritikerroste “Trilogy” i 2006, men derudover er det efterhånden sjældent man hører fra konstellationen, hvis tre medlemmer er aktive i en række andre sammenhænge – fra Koppels meritter inden for jazz og klassisk musik over den entusiastiske fritidsornitolog Møllers visuelle arbejder til Bastians ekstensive virksomhed som foredragsholder og debattør.
Nuvel, her står de så i aften, på Hammondorgel, diverse slagtøj samt fagot, klarinet med videre. Og der skal unægtelig invokeres og improviseres ikke så lidt orientalsk inspiration, hvis det skal lykkes at transcendere den århusianske efterårs-tristesse denne aften. Og det kommer til at ske: det er ikke tilfældigt at debuten fra ’78 var en liveoptagelse fra Loppen på Christiania, for Bazaar er, om nogen, et liveband; deres ofte improviserede forløb levende musik i begrebets egentlige forstand.
Det er musik som transcendens, som stimulans, som bevidsthedsudvidelse: et drys Rød Libanon oveni vandpiben ville ikke være af vejen, men det er ikke det, det drejer sig om. Det er selve musikken som mentalt rum og proces, og her er Bazaar stadig uovertrufne.
I aften udfolder det sig over to suiter, hvor Koppels orgel brænder så fantastisk smukt igennem at Møller må spille om kap på sine tablas, mens Bastian – som en form for frontfigur – håndterer hornet til UG med kryds og slange. Det er fabelagtigt, og det er også en anmelder, der fattes ord i og med at musikkken – når den brænder stærkest og klarest igennem – netop transcenderer og overtrumfer den sproglige fremstilllig. Sublimt, fucking sublimt.
Læs anmeldelsen her
______________________________________________
7. juli 2011
Koncert med Dave Douglas, Kenny Werner m.fl. under Valby Summer Jazz
Med det opulente tilnavn ’The Ultimate Sound of Creativity’ er de i alt fire koncerter med den amerikanske trompetist Dave Douglas blevet kørt i stilling til den såkaldte Valby Summer Jazz i Prøvehallen.
Fair nok. Der skal sælges billetter.
Og Douglas er et stort navn, som har lavet bemærkelsesværdig musik inden for en bred jazzpalet igennem de seneste par årtier. En absolut spændende musiker.
Dansedommer
Men det kneb med kreativiteten ved den noget matte og langtfra ultimative session onsdag eftermiddag, hvor Dave Douglas indledte sine optrædener, bakket op af pianisten Kenny Werner, trommeslageren Johnathan Blake, bassisten Johannes Weidenmueller og idémanden bag Valby Summer Jazz, Benjamin Koppel på alt- og sopransax (der i øvrigt har iscenesat sig selv som gennemgående musiker til alle koncerter på nær en i Prøvehallen).
Efter en aparte koncertintroduktion af ingen ringere end danseren og ’Vild med dans’-dommeren Jens Werner (!), som fortalte om sin fars gamle jazzinteresse og sin egen relation til Benjamin Koppel, begrænset til popjazzgruppen Moonjam (!), entrede musikerne omsider scenen.
Med alvorlige miner og pæne temaer i posen, som de spillede jævnt kedeligt. Det kunne Douglas nok mærke, for han kæmpede bravt og blå i ansigtet for at blæse noget energi ind i foretagendet.
Det resulterede højst i et par ekstra bækkenslag fra trommeslager Blake. Så fulgte en Koppel-solo med en masse toner uden nævneværdig melodisk substans.
Det var generelt ikke særlig vedkommende musik.
Klaverspil som kerte
Men hovedproblemet var nok det enkle, at musikken blev spillet uden gejst og gnist. Hvorfor?
I betragtning af det fine musikerhold og de givne rammer i Prøvehallens glimrende koncertsal var der ikke nogen undskyldning for at præstere så meget under niveau. Undtagelsen var Kenny Werner, hvis klaverspil var den kerte, der blafrede som et fikspunkt i koncertmørket både i lyrisk finesse og i rytmisk friskhed. Det skabte noget liv især i et Monk-klingende tema med driftig puls og en funklende indsats af især Werner.
Det er et prisværdigt initiativ, Benjamin Koppel og hans stab omkring Valby Summer Jazz har taget. Men hænger de med næbbet i Valby, fordi publikumstilstrømningen langtfra har været som forventet?
Der var dog 50 gæster til denne første koncert med Dave Douglas, selv om man kan have sine tvivl om, hvorvidt holdet kan trække folk til alle fire koncerter. Koppel selv udtalte onsdag til Politikens festivalavis, Jazz Live, at Copenhagen Jazz Festival sluger opmærksomheden fra Valby med sin massive markedsføring. »Måske er festivalen blevet for stor til København«, sagde han endda.
Men forklaringen er vel snarere den prosaiske, at Prøvehallen er placeret flere kilometer fra Københavns centrum – i øvrigt midt i et nyt butiksområde uden det nødvendige gade- og caféliv, som ofte indgår i en symbiose med festivalens spillesteder.
Læs anmeldelsen her
______________________________________________
5. juli 2011
Koncert med Marie Carmen Koppel, Kenny Werner m.fl. under Valby Summer Jazz
Annisettes afløser gjorde det godt sammen med den primært amerikanske kvartet
I sidste øjeblik måtte Annisettes koncerter med Kenny Werner Quartet i Prøvehallen i Valby aflyses på grund af sygdom.
Meldingen kom sent. Størsteparten af de gæster, der havde købt billet til den første koncert kl. 18, fik først oplysningen, i det øjeblik de trådte i Prøvehallen. Den danske saxofonist, Benjamin Koppel – som i det daglige er “Kongen af Prøvehallen” og i øvrigt medlem af Kenny Werner Quartet – havde imidlertid fået sin søster, Maria Carmen Koppel, til at indtage Annisettes position. Og dét affandt forbavsende mange sig med. Maria Carmen Koppel er ganske vist en kapacitet – og det vidste de fleste helt åbenlyst – men der er ingen tvivl om, at de selvsamme “fleste” var kommet for at høre Annisette folde sig ud i grænselandet mellem jazz, rock og folk. Derfor var det overraskende, at så mange affandt sig med situationen og blev på stedet.
De, der blev, fik en udmærket, mere jazzballade-orienteret koncert med materiale fra Marie Carmen Koppel og Kenny Werner Quartets nyligt udgivne og anmelderroste CD, Brooklyn Jazz Session.
Marie Carmen Koppel er Danmarks største soul- og gospelsangerinde. Men hun er også en sangerinde, der ved flere lejligheder har optrådt på den danske jazzscene og flere gange har markeret sig som en af vores potentielt største jazzsangerinder. Hendes vokale spændvidde er præget af teknisk tyngde og kunstnerisk troværdighed. Dét stod igen-igen lysende klart mandag aften i Prøvehallen. Lige som det stod lysende klart, at konstellationen – der denne aften var blevet etableret med kort varsel – var sammenspillet, og det materiale – der ligeledes med kort varsel var blevet aftalt – var kendt. Glemt var Annisette af samme grund, for en stund.
Marie Carmen Koppel og kvartetten foldede sig rutineret ud. Og ikke bare glimrede sangerinden med sin sublime stemme, kvartetten – som foruden kapelmesteren, pianisten Kenny Werner bestod af bassisten Scott Colley, trommeslageren Jonathan Blake og Benjamin Koppel – brillerede. Ganske vist var koncerten som helhed en anelse ufokuseret, men de tre amerikanere brillerede i særdeleshed – sammen og hver for sig. De sendte de drævende, velturnerede jazzballader af sted med største naturlighed.
Pianisten Kenny Werner sad med sin mærkværdigt ranke holdning, næsten tilbagelænet ved instrumentet, men formåede alligevel at etablere en enestående intensitet. Bassisten Scott Colley brillerede i nogle lange soli, der aftvang den største respekt. Og trommeslageren Jonathan Blake… han påviste igen-igen, at han er en af de mest sanseligt swingende jazztrommeslagere på den nordlige halvkugle.
Derfor blev koncerten en publikumssucces, trods den ærgerlige sygemelding.
Læs anmeldelsen her
______________________________________________
19. juni 2011
Koncert med Peter Erskine, Benjamin Koppel m.fl. på Jazzhus Montmartre
I betragtning af Peter Erskines musikalske generalieblad var der overraskende få gæster i Jazzhus Montmartre fredag aften.
For manden har jo trods alt spillet med såvel Stan Kentons orkester som med det skelsættende fusionsensemble Weather Report, bassisten Jaco Pastorius’ band samt den vidunderlige og i dag desværre lidt glemte 1980’er-supergruppe Steps Ahead plus medvirket på plader med Steely Dan, Diana Krall, Kate Bush og Aldi Meola.
Men måske er han mere grå eminence end de andre kolleger i hans luftlag. Eller også var det bare sommervarmen, som var af en sådan karakter, at selv Montmartres musikchef Benjamin Koppel havde aflagt sig sin signaturkasket.
Klassisk trommespil
Hvorom alting er, så levede den nu 67-årige amerikaner langt hen ad vejen op til de meget store forventninger og demonstrerede til fulde sit økonomiske, disciplinerede og stilrent ukunstlede trommespil i selskab med et mesterligt hold af delvist lokale folk: pianisten Jacob Christoffersen, saxofonisten Benjamin Koppel (både alt og sopran) og den tyske bassist Johannes Weidemüller.
Imidlertid var det ikke primært aftenens kapelmester, der tog stikkene hjem. For rent musikalsk løb især Christoffersen og Koppel af med sejren og leverede de mest interessante bidrag; selvfølgelig hjulpet rigtig godt på vej af Erskines suveræne trommearbejde og Weidemüllers diskrete, men seje og støttende bas.
Som trommeslager er Erskine ikke nogen fabulerende historiefortæller som eksempelvis en Jack Dejohnette eller en Adam Nussbaum. Ej heller er han skelsættende som en Steve Gadd eller muskuløs som en Jeff ’Tain’ Watts.
Nej, Erskine er klassisk i den forstand, at han spiller de nøgne figurer og sørger for at holde beatet og takten med usvigelig sikkerhed. Det kom især til udtryk i samarbejde med bassen, når denne havde solo, hvor Erskine reducerede sin indsats til det blotte taktslag på bækkenet, men på en fantastisk elegant måde. Eller når han i en indledning formåede at afæske ’på tirsdag’-mønstret ny betydning.
Forløst med charme
Men hvad Erskine mangler i flamboyance, ejer han til gengæld i enzymatisk effekt. For der var slet ingen tvivl om, at det var hans spil og tilstedeværelse, der fik Koppel og Christoffersen til nærmest at sprudle aftenen igennem.
Koppel leverede flot balladespil med dybde og melankoli, og Christoffersen brillerede med dels sikkert swing, dels arsenaler af citater, moods og labre løb. Det store bord var virkelig dækket op med fyldte musikalske chokolader. Desværre gik hovedpersonen lidt over gevind til sidst og kom til at dominere med nogle moderat kedelige soli.
Repertoiret bestod først og fremmest af Erskines egne ting, der så godt som alle havde karakter af parafraser over tidligere materiale: en tolvtonesag over en Cole Porter-sang, nogle øvelser over gamle filmtemaer fra en nylig cd plus et dyk ned i Steps-kataloget: den smukke ’Something I Said’, der er en slags svar til Zawinuls vidunderligt smukke ’A Remark You Made’ fra ’Heavy Weather’.
Men virtuost udført og forløst med charme og panache. Der var stil og såvel takter som toner.
Læs anmeldelsen her
______________________________________________
17. juni 2011
Koncert med Peter Erskine, Benjamin Koppel m.fl. på Jazzhus Montmartre
Nede blandt publikum sad Alex Riel, som Peter Erskine fra scenen selv præsenterede som en af sine egne store helte, og lad os da bare straks tage fat på ligheder og forskelle mellem det danske tromme-koryfæ og den internationalt mere feterede amerikanske gæst i Montmartre, som endnu i aften kan høres dér med en europæisk kvartet.
Erskine har, i lighed med Riel, så meget overskud i sit spil, at han kan spille de mest komplekse accentueringer fuldstændig naturligt og afslappet. Hos dem begge udmønter overskuddet sig desuden i en autoritet, der tillader dem atundlade en række accenter eller modhager i spillet, som andre trommeslagere ville føle sig tvunget til undladelser, der skaber luft og inspiration til solisterne.
Rent instrumentalteknisk er Erskine muligvis et par mulehår mere avanceret end Riel, og den lidt facile, næsten legende attitude, som stammer fra nyligt afdøde Joe Morello, er Erskine også alene om. Men den uforudsigelighed og ‘farlighed’, især i session-sammenhæng, som Riel besidder, har Erskine ikke. Ikke at Erskines spil mangler tyngde, slet ikke, men for nu at sige det lidt firkantet han skubber sjældent en solist hen, hvor solisten ellers ikke selv ville være havnet.
Dette på trods af at Erskine i Montmartre fra første aften påtog sig kapelmesterrollen og havde sammensat de to sæt for sig, den tyske amerikaner, bassisten Johannes Weidenmüller, pianisten Jacob Christoffersen og, foran denne trio, Benjamin Koppel på alt- eller sopransax. Aftenen blev dermed præget af, at Erskine netop hjemme i Los Angeles har indspillet en række i jazzsammenhæng sjældent hørte filmtemaer med en egen gruppe, hvorfor vi f.eks. kunne høre Jerry Goldsmiths Dr. Kildare-tema, Max Steiners Tara-tema fra Borte med Blæsten og William Waltons underskønne »Touch Her Soft Lips and Part« fra Laurence Oliviers Henrik V-filmatisering.
I disse, men heldigvis også i nogle lidt mere intrikate, men samtidigt åbne Erskine-temaer, der mindede os om hans fortid med Michael Brecker, foldede Christoffersen og især Koppel sig fornemt ud, sidstnævnte ikke mindst på sopran, hvor han forekommer at spille længere og mere velovervejede fraser end på alten, som på denne aften mest tjente til, at han kunne komme af med sin ilterhed.
Frie forløb
Indestængt forblev Koppels ilterhed dog i det noget aparte arrangement af Jule Stynes »Just in Time«, der indledte andet sæt, men på en ny CD, hvor danskeren er alene med den svenske bassist Thommy Andersson, får han i princippet, i hvert fald afløb for hvad som helst, idet de to her er gået ind i studiet uden anden aftale end at spille musik, der kan rummes på en CD.
Det er blevet til 12 totalt frie og intuitive forløb, der dog viser, at for Koppel er frihed ikke lig med kaos, men snarere musikantisk dialog. De to musikere anvender stort set ikke atonalitet, men overvejende fraser fra musikken, som vi kender den mange steder fra, og det kan måske få nogen til at tvivle på, hvor ‘frit’ det egentligt er. Dog, når man som musiker med et i forvejen erhvervet sprog og udtryk sættes ‘fri’, så udøver man jo friheden inden for de rammer, man jo allerede har tilegnet sig. Det bliver det ikke mindre impulsivt af, og man kan undervejs i forløbene også glæde sig over, med hvilken styrke Koppel nu mestrer både sopraninoen og barytonsaxen.
Dog, med tanke på, at Koppel nu også vil begynde at sælge sine cd’er gennem Tiger-butikkerne, må man nok trods den ‘beherskede frihed’ på denne cd råde ham til at sætte noget andet ind som introduktionstilbud, når det nu skal sælges for et par ti(g)ere.
Montmartre torsdag: Peter Erskine Quartet. Kan også høres lørdag
Benjamin Koppel & Thommy Andersson:’The Suddenness of Inventivity’,CD (Cowbell)
Læs anmeldelsen her
______________________________________________
11. juli 2010
Koncert med Marie Carmen Koppel, Benjamin Koppel & Tivolis Big Band
En stjerne er født
Intet mindre! Stjernestatus slået fast med syvtommer-mikrofon! Det er normalt ikke min stil at fokusere på frontfiguren, men Marie Carmen Koppel fik sat en kæmpe tyk vokal under, at hun er mere end et talent, hun er en klar lysende stjerne. Jeg har fulgt hende i årevis, men denne aften var hun i en ekstraordinær god form, på trods af at “varmen havde plaget hende hele dagen”, sagde hun. På Plænen var selvfølgelig også lillebror Benjamin Koppel, men ham vender jeg tilbage til, da han har fået rigelig med opmærksomhed over årene – og aktuelt i Copenhagen Jazzfestival.
Stjernegod kvinde
Tivolis Big Band – med Peder Kragerup som dirigent – begyndte med swingklassiskeren “Bill Bailey”. Bigband-herrerne føler sig trygge ved jazzswing, det swingede fint, og især en barytonsax-solo af Pelle Fridell imponerede.
Så listede de to søskende ind, og en udgave af soulklassikeren “What’s Going On” kom forsigtigt i gang. Det var en lidt usikker start, og bigbandets force er ikke soul/funk, Marie Carmen virkede nervøs, dog ikke Benjamin. Han pustede bare sine godt timede supplerende smagfulde licks derudad. “Nu kommer et af mine yndlingsnumre” fortalte Marie, og så kom hun ud over scenekanten med “Bridge Over Troubled Water”. Stjerne-rent, stjerneklart, fuldstændigt overblik over sine fraseringer og aldrig i tvivl om sine kunstneriske virkemidler; højt, lavt, straight, fortolkende, inderligt, diskret, højtblæsende og aldrig aldrig en falsk tone. Bare 29 år, og hun synger som en gammel garvet landsholds-soul-mama for at bruge en fodboldfrase.
Screamin’ soul-mama
Nu var Marie Carmen steamin’ hot. Havde det været et sort publikum i Harlem, NYC, havde publikum buhet (at buhe er positivt ment i dé kredse – red.), skreget, smidt skoene og råbt “Go mama – gomama!” Men Tivolis små 3000 publikummer VAR med. At næste nummer var evergreenen “Fly Me To The Moon”, og at den fik frk. Koppel lidt ud af kurs, betød mindre. For nu var big bandet med og bakkede forrygende op i et nyt og interessant arrangement af Frank Sinatras hit.
“Jeg har kastet big bandet ud i et gospeleksperiment, de skal spille gospel!” sagde Marie. Klogt at at bringe spillet over på hendes hjemmebane. “Everlasting Love” hed sangen, og så tog Marie for alvor fat! Jeg må sige verdensklasse. Hendes erklærede idol er Whitney Houston, og frk. Koppel har intet at stå tilbage for sit idol. Jeg er ægte imponeret og blev væltet bagover at inderligheden, teknikken, ægtheden og det enorme melodiske overskud. Må jeg sige: God is in the house tonite? Hun blev godt assisteret i dette nummer af en grovswingende funky Ole Skipper Moesgaard på el-bas.
Koppel tog den selv
“When I Fall In Love” fik mig til at tænke på en anden sangstjerne: Dee Dee Bridgewater. Flot, Marie! “Just Friends” fortsatte rækken af perler, og Sinatras bravurnummer “Angel Eyes” stoppede ikke triumfen. Benjamin blæste en utrolig solo af på sin altsax, inspireret af Peder Kragerups fascinerende nyfortolkning af den gamle barsang.
Vi skulle soulfunke lidt mere med “Well Alright” – igen ikke big bandets yndlingsgroove, men der kom til gengæld flere stærkere ballader bagefter, og i “Life Is So Good”, komponeret af frk. Koppel, spillede Benjamin Koppel en solo af allerhøjeste klasse. Flere uptempo soulnumre fulgte, og jazztrommeslageren, Roger Berg, løb lidt og forcerede funken i dén stilart, men lige meget: Koppel-koblet tog den bare selv.
Der skal 2 til at Kopple
Så til saxman Koppel. Han er efter min mening for længst en stjerne, han er alle vegne, mestrer alle stilarter og spytter gode plader ud, alt imens han er dygtig PR-mand. Senest har han under Copenhagen Jazzfestival meldt ud i Politiken og kritisereret festivalen for at fokusere for meget på de store navne. Herregud, Ben! Du er selv én af dem! Helt fortjent og med rette. Jeg har tidligere på ugen anmeldt altsax-stjernen David Sanborn. Men Benjamin Koppel er bare bedre. Hans tone minder om Sanborn, sådan lyder altsaxer jo, men Benjamin spiller med en langt større rytmisk opfindsomhed, et bedre groove og en overlegen tonal fantasi.
Når jeg så ikke giver seks stjerner, skyldes det nerverne i starten, og at big bandet ikke er helt fortrolig med soul/funk. Da slet ikke trommeslageren i de hurtigere numre. Et par numre var ikke stærke nok kompositorisk, f.eks. Marie Carmen Koppels “Life Is So Good” og en ligegyldig udgave af det fortærskede “What’s Going On”. Men det ændrer ikke mit generelle indtryk: En stor dansk sangstjerne er sprunget markant ud i fuldt flor. Søskendeparret burde være overrakt en stor buket blomster, præcis som Tivoli altid gjorde i de gamle dage, når store stjerner gæstede Plænen.
Læs anmeldelsen her
