Virksomheden
Cowbell Music er ejet af den danske saxofonist og komponist Benjamin Koppel. Vi er en musikvirksomhed, der udgiver musik, booker koncerter og foredrag samt afholder de to årlige festivaler ‘Valby Summer Jazz’ og ‘Valby Vinter Jazz’.
PLADESELSKAB
Cowbell Music er et uafhængigt pladeselskab. Siden år 2000 har vi udgivet mere end 50 album, bl.a. med nogle af verdens bedste jazzmusikere.
Blandt de kunstnere, der optræder i vores katalog, er: Alberte, Bazaar, Alex Riel, Bill Stewart, Phil Woods, Paul Bley, Miroslav Vitous, Charlie Mariano, Daniel Humair, Marie Carmen Koppel, Kenny Werner, Tammi Øst.
Pladeselskabet arbejder inden for en bred musikalsk ramme med fokus på innovative samarbejder og musik af højeste kunstneriske kvalitet.
Vi har ingen musikalske fordomme eller grænser, og vi udgiver musik inden for genrerne jazz, folk, pop, verdensmusik, soul/gospel, klassisk musik – og forskellige cross-over projekter.
KONCERTER / BOOKING
Som noget unikt varetager Cowbell Music både udgivelse og koncertbooking for selskabets tilknyttede kunstnere.
VALBY SUMMER JAZZ
Hvert år arrangerer Benjamin Koppel og Cowbell Music ‘Valby Vinter Jazz’ og ‘Valby Summer Jazz’ i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Festivalerne på den anden side af Valby Bakke tiltrækker både store danske og internationale navne. Under Valby Summer Jazz 2011 optrådte bl.a. Dave Douglas, Davíd Sánchez, Alex Sipiagin, John Tchicai, Kenny Werner, Jokeren, Marilyn Mazur og Marie Carmen Koppel. Og i 2010 optrådte bl.a. Al Foster, John Abercrombie og Chris Potter.
Læs meget mere på www.valbysummerjazz.dk
FOREDRAG/WORKSHOPS
Cowbell Music tilbyder forskellige foredrag – alle med musik som omdrejningspunkt.
Hent vores foredragsfolder her
Familien Koppel gennem 100 år
Anders, Benjamin og Marie Carmen Koppel tager i ord og toner publikum med rundt i Koppel-familiens historie – fra Herman D. Koppel over Savage Rose til nutiden med jazz, soul, gospel og store klassiske værker. Foredraget byder på smagsprøver på Koppelske kompositioner og anekdoter, de færreste kender til.
Ud af musikken
- Alle kan bruge musik til faglig og personlig udvikling
Benjamin Koppel og læringsekspert Casper Rongsted udfordrer deltagernes rummelighed, pirrer deres nysgerrighed og udvikler deres evne til at anvende den omstillingsparathed, som et velfungerende arbejdsliv fordrer. En fornøjelig blanding af anekdoter, øvelser og musik!
Koppel & Rongsted har også skrevet bogen ‘Ud af Musikken – Sådan forklarer man musik for en kat’, der udkom på Gyldendal i efteråret 2011.
Læs mere på www.koppelrongsted.dk
Benjamin Koppel Jazz Journey
Komponist, saxofonist og direktør for Cowbell Music, Benjamin Koppel, tager ud og fortæller og holder foredrag om sit musikalske virke, og man kan altid være sikker på, at han medbringer sin saxofon. Han holder foredrag om temaer som musik fra hele verden, sit forhold til musik, at vokse op med musik, at optræde med musik fra barnsben, kulturel dannelse, performance, hvordan man kan arbejde med komposition og improvisation.
Workshops / masterclasses
Benjamin Koppel laver workshops og masterclasses på universiteter i hele verden om komposition, improvisation og sammenspil samt individuel saxofonundervisning af elever. Han har bl.a været gæsteunderviser på NYU, University of Utah og Columbia University i USA og på Beijing University og Chengdu University i Kina.
We’re in it for the music!


