Bremen teater
Sted: Bremen Teater
Tid: 20. februar 2025 kl 19
I anledning af tre års dagen for krigen i Ukraines begyndelse (24 februar) sættes med en todelt begivenhed fornyet fokus på den humanitære katastrofe som enhver krig er. Første afdeling er en talk med tidligere minister og Europaekspert Lykke Friis som moderator, hvor også journalist Adam Holm, der selv har rejst i og skrevet om det krigshærgede Ukraine, medvirker. Her fortælles både om baggrunden for krigen, men også om situationen som den er lige nu, mens disse linjer skrives og læses. Der arbejdes på at få et live-feed med direkte interviews fra Ukraine, blandt andet med en ganske almindelig familiefar, der som pludselig soldat har været spærret inde fra de russiske styrkers linjer i mere end to år.
Anden afdeling er en koncert, hvor Benjamin Koppels requiem, STORY OF MANKIND, bliver opført. Musiken er komponeret på inspiration fra fotos fra krigen i Ukraine af den internationalt anerkendte fotograf Jan Grarup og tekster af journalist Adam Holm, der sammen har rejst rundt i de krigshærgede områder og har dokumenteret et land og en befolkning i knæ. Disse fotos mindede meget om fotos fra første verdenskrig, de samme skyttegrave, de samme afbrændte træer, de samme smadrede huse, de samme lig i gaderne. Koppels requiem er derfor både baseret på tekster fra første verdenskrig, af den franske poet Guillaume Appolinaire, der selv døde af sine kvæstelser fra krigen, mens også på nye tekster af de to danske nulevende digtere Thomas TT Krag og Morten Søndergaard.
Saxofon: Benjamin Koppel
Vokal: Frederikke Vedel
Cello: Henrik Dam Thomsen
piano og keys: Søren Møller
bas: Johnny Åman
trommer: Ferenc Nemeth
Moderator: Lykke Friis Journalist: Adam Holm
Valby kulturhus
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 19. februar 2025 kl 20
Få orkestre har som trioen BAZAAR skrevet sig ind i dansk musikhistorie med så stor betydning. De tre venner og musikalske legekammerater, Peter Bastian, Flemming Quist Møller og Anders Koppel, spillede land og rige tyndt igennem 36 år og satte nye standarder for, hvordan instrumentalmusik kan bygge bro mellem genrer, udtryk og mennesker. Peter og Flemming er her desværre ikke længere. Men med denne koncert hylder næste generation orkestret som umådelig inspirationskilde for et samlet dansk musikliv, med Anders Koppels legendariske orgel som det naturlige omdrejningspunkt. Anders og hans søn, Benjamin – tilsammen KOPPEL & SØN – har sammensat et unikt program af numre fra BAZAARs uendelige univers og har inviteret både Peter Bastians datter, Olga, og Flemming Quist Møllers søn, Carl, med på scenen samt to af deres mangeårige musikalske samarbejdspartnere, oud-virtuosen Bilal Irshed og stjernetrommeslager Kristoffer Sonne. BAZAAR var helt unik, dybt original og altid vedkommende. Med denne hyldest til et af nordisk musikhistories væsentligste instrumentalorkestre får tonerne igen liv i hænderne på musikere, for hvem Bazaar udgjorde deres barndoms vigtigste soundtrack.
Hammondorgel: Anders Koppel
Saxofon: Benjamin Koppel
Vokal: Olga Bastian
Oud: Bilal Irshed
Perkussion: Carl Quist-Møller
Trommer: Kristoffer Sonne
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 20. februar 2025 kl 18
Jacob Karlzon, den anmelderroste svenske pianist, udgiver albummet Winter Stories – et stemningsfuldt værk, der fanger vinterens mange facetter og det varme budskab, som juletiden bringer. For at dele dette, tager han på turné og skaber en oplevelse, hvor publikum kan læne sig tilbage i smukke, skandinavisk-inspirerede lydlandskaber. På koncerten fortolker Karlzon både juleklassikere som Silent Night og The First Noël, originale kompositioner samt moderne hits som Taylor Swifts Evermore. Hyldet af The Guardian for sin “captivating musicality”, har Karlzon opnået international anerkendelse for sin tekniske brilliance og moderne tilgang til klaveret. Han kombinerer jazz, klassisk, folkemusik og flere genrer for at skabe sin unikke musikalske stemme. Karlzon har delt scene med stjerner som Dominic Miller, Kenny Wheeler og Billy Cobham og har udgivet flere anerkendte album.
piano: Jacob Karlzon
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 20. februar 2025 kl 20
Den fremadstormende svenske trommeslager Cornelia Nilsson (f. 1992) har på kort tid gjort et stort indtryk på den skandinaviske jazzscene. De seneste 7 år har hun spillet rundt i Europa med navne som Ben Besiakov, Tim Hagans, Seamus Blake, Mathias Landæus, Anders ’AC’ Christensen, Tomas Franck og Gilbert Holmström for at nœvne nogle. Hun var pianolegenden Kenny Barrons foretrukne trommeslager til en koncert i Madrid 2019 og i maj 2022 spillede hun to koncerter med bas-ikonet Ron Carter. WHERE DO YOU GO?, hendes anmelderroste debutalbum udgivet i februar 2024, præsenterer den svenske trommeslager i to forskellige trioer og denne aften bliver det en pianotrio med den polske formidable pianist Artur Tuznik og danske ekvilibristiske Nils Bo Davidsen på kontrabas. kom ud og oplev moderne jazz.
trommer: Cornelia Nilsson
Piano: Artur Tuznik
Bas: Nils Bo Davidsen
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 21. februar 2025 kl 20
Fem danske stjernemusikere mødes igen i ensemble, som naturligt bærer titlen SUPER POWER QUINTET – for det er lige præcis dét, der er lagt op til, når Halbergs frådende guitarspil og Sonnes legendariske trommespil møder Jettes grovswingende basspil og Koppels virtuose saxofonspil. På toppen ligger en af de mest legendariske rappere i Dansk musik, Al Agami. Og som ekstra bonus medvirker også perkussionisten Thomas Dyani, der internationalt er anerkendt for sit virke i så fremtrædende sammenhænge som bandet Incognito og sin musikalske hovedrolle i London-musical’en Lion King. Musikken er en skøn blanding af musikernes musikalske bagkataloger og kommer godt rundt i krogende af blues og soul, jazz og beat med inspirationer fra både Duke Ellington og Jimi Hendrix.
Vokal og Guitar: Paul Halberg
rap: Al Agami
Saxofon: Benjamin Koppel
bas: Jette Shandorff
Trommer: Kristoffer Sonne
special guest: Thomas Dyani
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 22. februar 2025 kl 20
Portable Infinity er en international supergruppe stiftet af Benjamin Koppel i forbindelse med Summer Jazz i 2021. Gruppen består af fire af den internationale jazzscenes allerstørste navne, allerede turneret over hele Europa med stor succes. Musikken svinger som et pendul mellem dybe og intelligente kompositioner og fri, kollektivt improviseret musikalsk dialog, og de fire musikeres virtuositet og åbenhed bibringer en nysgerrighed og legelyst som uundgåeligt forplanter sig til deres voksende og yderst begejstrede publikumsskare. Deres første album, med titlen PORTABLE INFINITY udkom i november 2024 under stor bevågenhed og foråret 2025 byder på endnu en omfangsrig Europa-turné på de vigtigste og største jazzscener. Musikken er melodisk, groovy, medrivende og eftertænksom og trækker på så forskellige inspirationer som klassisk minimalisme og amerikansk soulpop. Og deres musikalske rejse taler direkte til både hjerte, intellekt og fødder.
Saxofon: Benjamin Koppel
Piano: Jacob Karlzon
Bas: Scott Colley
Trommer: Magnus Öström
Sted: Valby Kulturhus
Tid: 22. februar 2025 kl 14
Bydelens eget harmoniorkester er efterhånden blevet et fast indslag på den lokale festival. Det unge ambitiøse orkester spiller på semiprofessionelt niveau og ved denne koncert byder de på et vinterligt repertoire med værker af Ticheli, Bernstein og Reed – og dertil et spændende samarbejde med den intense soulprofil Jasmin Gabay, som giver de klassiske evergreens et nyt udtryk foran det store orkester.
vokal: Jasmin Gabay
Dirigent: Jonas Viggo Pedersen
ensemble: Valby Harmoniorkester